
Hvad er det gode liv?
Hvad er vigtige værdier?
Hvordan navigerer man i den moderne jungle?
Kom på en anderledes højskole, hvor vi adresserer det, som du med garanti går og grubler over. Det er kun en uge. Det er ret billigt. Det er i København, og du behøver ikke committe dig til at flytte/bo et andet sted og pakke en hulens masse ting. Du tager bare hjem og sover.
En højskole er ikke kumbaya i solnedgangen; det er et sted, hvor dine base assumptions om verden bliver udfordret, så du kommer ud på den anden side og ved mere om dig selv og verden.
På Nordisk Bildung Sommerhøjskole får du desuden mulighed for at blive hørt: Du og de andre deltagere inviterer to personer, som er vigtige for dig, til at komme og høre jeres oplæg fredag eftermiddag kl. 16-18. Vi vil invitere to politikere, så dine budskaber når frem til Christiansborg og rådhuset.
Program for ugen
Vi starter søndag den 2. juli om morgenen og slutter fredag den 7. juli om aftenen.
I løbet af de seks dage skal vi på en tidsrejse i menneskets historie, så vi bedre kan finde og forstå os selv:

Søndag: Goddaw og hvem er du? Hvad drømmer du om? Hvad er det gode liv?

Mandag: Mennesket har eksisteret i 300.000 år; vores hjerner passer til et liv i naturen i små stammesamfund. Hvad skal der til, for at vi har det godt? Vi slår vores diskussionslejr op på stranden.

Tirsdag: I 5.000 år har civilisationen kæmpet med magt, ulighed, håb, uretfærdighed, trivsel, og livets store spørgsmål. Hvad er civilisation? Kan vi spejle os i fortiden og se os selv bedre? Hvad er civilisation? Kan vi spejle os i fortiden og se os selv bedre?

Onsdag: Hvordan f*** kan industrisamfundet producere så meget overflod så billigt, og alligevel har mange det skidt? Hvad er dine rettigheder? Hvad er succes?

Torsdag: Du er vokset op i en postmoderne verden af ironi, hvor alting dekonstrueres, og intet har dyb mening. Samtidig skal du selv træffe en masse vanskelige valg omkring din fremtid. Hvor er verden på vej hen? Hvordan kan du tage ejerskab over dit liv?

Fredag: Hvad er det gode liv, og hvordan kan det sættes sammen, så det giver mening? De gode kombinationer af menneskehedens erfaringer er det, vi kalder metamodernitet. Hvad vil du gerne sige til verden? Og hvem er de to personer, der er mest vigtige for dig, og som du helst vil sige det til?
Fredag aften slutter vi af med en fest for deltagerne.
Det er første gang, vi holder 1 uges sommerhøjskole i København. Det er lidt et eksperiment, så du får det super billigt: DKK 1.200 inklusive morgenmad, frokost og aftensmad alle 6 dage. Sommerhøjskolen tilbydes p.t. kun på dansk.
Seneste tilmeldingsdato er 15. juni
Minimum antal deltagere: 15; maximum: 35. I tilfælde af for få tilmeldte, forbeholder vi os retten til at aflyse sommerhøjskolen 2023 senest 20. juni.
Hvis du tilmelder dig og senere er nødt til at melde fra, giver vi 95% af pengene tilbage indtil 15. juni; efter 15. juni får du 50% tilbage.
Højskole”forstandere”

Jonas Søvik, 24 år, har gået på Vrå Højskole og studerer psykologi i Aarhus. Han laver projekter med Effective Altruism og er bl.a. med til at styre gruppen i Aarhus. Han drømmer om en dag at starte sin egen højskole.

Alexander Guldager, 21 år, har været på højskole og studerer kunstig intelligens på DTU

Lene Rachel Andersen, 55 år, leder den filosofiske tænketank Nordic Bildung, hun er blandt andet fremtidsforsker, filosof og forfatter til bøgerne: Baade-Og, The Nordic Secret, Metamodernitet, Dannelse og Libertisme.
Læs mere om Lene her: https://www.lenerachelandersen.com/
Højskolen
Der er plads til 35 deltagere. Vi mødes til fælles morgenmad og morgensamling hver dag kl. 8 i kantinen i Voxeværket, Vermlandsgade 51, 2300 KBH S. Derefter bruger vi byen og Amager Strand som baggrund for undervisningen og vores diskussioner i løbet af dagen. Kl. 16:30 vender vi tilbage til kantinen, fortsætter diskussionerne og gør klar til fælles aftensmad. Dagen slutter kl. 22, og du bor hjemme hos dig selv.
Idéen bag
Den traditionelle højskole er en fantastisk opfindelse! Men et ophold er dyrt, og 5 måneder er lang tid. Derfor har vi – Jonas, Alexander og Lene – besluttet at holde højskole i byen i en uge. Her har du mulighed for at få fordybelse og stof til eftertanke, som bygger på de samme værdier og principper som andre højskoler.
Tak til Voxeværket for at stille lokaler til rådighed.

Hvis du har nogen spørgsmål, så skriv eller ring til Jonas her: / 53 29 00 04